Beklædning og udstyr til jagt i Afrika

 

Der er daglig vaskeservice på Mankazana Safaris, så tag kun det mest nødvendige tøj med til turen. #

Et par gode tilgåede støvler er en forudsætning for en vellykket safari, fordi man tilbagelægger mange kilometer hver dag til fods under jagten. Tag støvlerne på i flyet og læg skoene i bagagen ud fra devisen: Uden støvler - ingen jagt. Bliver kufferten sendt med det forkerte fly kan man altid låne tøj, men ikke de uundværlige støvler.

Jagten foregår hovedsagligt i Sydafrikas efterårs- og vintermåneder, så man vil mange gange opleve tiden før solopgang og efter solnedgang som kølig, mens dagtemperaturerne de fleste dage er som en god dansk sommerdag. I starten af sæsonen marts, april og maj er et par lette bukser med aftagelige ben - i dagtimerne jager mange i shorts - og en let jagtjakke tilstrækkelig. I den resterende del af sæsonen, som er Sydafrikas vintermåneder, skal beklædningen være lidt varmere, så her kan der blive behov for et par almindelige jagtbukser og en trøje.

Skal man jage efter arter, som lever i bjergterræn, skal man have varmt tøj med uanset årstid.

Det anbefales at have sin håndkikkert i en bæresele, så vægten fra kikkerten lægges på skuldrene og ikke nakken. Bæreselen har samtidigt den fordel, at man har styr på kikkerten, når der pürsches og under skudafgivelse.

Herudover kan det anbefales at blive fortrolig med skydning fra skydestok, inden turen går til Mankazana Safaris. Pürschjagt i Sydafrika foregår for en stor dels vedkommende i bush, hvor de fleste træer og buske bærer torne, så de ikke kan benyttes til fast anlæg. PH'en har altid en skydestok med, så det er ikke nødvendigt at medbringe sin egen.